Bronzeskulpturer
Jeg begyndte at lave bronzeskulpturer efter mødet med Ombre della sera i den italienske by Volterra i Italien. Ombre della sera (Nattens skygge) er en bronzefigur fra etruskernes tid, en 56 cm langstrakt, tynd barnlig skikkelse, der virkelig rørte noget i mig. Figuren er helt enkel, men den har et stærkt kropsligt udtryk.
For at lære at støbe bronze tog jeg på Aarhus Kunstakademi og lærte det basale i støbeteknik, den klassiske teknik cire perdu (tabt voks), som også etruskerne brugte.
Skulpturen laves først i voks og træ - dvs materialer, der let kan smeltes og brændes væk. Man kan også anvende pap, papir, flamingo osv.
Derefter dyppes skulpturen flere gange i et keramisk materiale og i sand, så der dannes en tyk form udenpå skulpturen. Denne proces kaldes "shell casting". Dette arbejde tager ca. 14 dage, alt efter skulpturens størrelse.
Når formen er færdig, brændes voks og træ brændes væk, og formen hærdes ved en brænding.
Formen renses og opglødes, og bronzen varmes op i en smeltedigel til ca. 1100 grader.
Når bronzen er flydende, hældes den i den varme form.
Vi bruger siliciumbronze, der løber tyndere end almindelig bronze. Dette er nødvendigt, da jeg ofte laver meget tynde og lange skulpturer.
Når bronzen er størknet i formen, bankes formen i stykker, og skulpturen kommer frem.
Til sidst slibes og pudses skulpturen, og den sættes på en sokkel af sten.